Workshops, du kan vælge:
(vælg ved tilmelding en workshop mellem workshop 1–4 og en workshop mellem workshop 5–8. Se beskrivelse nedenfor)
Workshop 1: Visuel støtte i skole og dagtilbud
v/ Christian Søndermand Bro, pædagogisk konsulent, Dafolo
Hvordan skaber vi tryghed, struktur og deltagelsesmuligheder for alle børn i dagtilbud og skole? Visuel støtte er et effektivt redskab, der kan gøre en stor forskel i børns hverdag. Med piktogrammer, fotos og tavler kan både børn og voksne få overblik, ro og forudsigelighed og dermed bedre betingelser for leg, læring og fællesskab.
I denne workshop får du:
-
En introduktion til, hvorfor visuel støtte er vigtig i fællesskabende og inkluderende pædagogik
-
Kobling til det neuropædagogiske perspektiv
-
Fokus på de 10 H’er
-
Konkrete eksempler på brug af dagsskemaer, rutiner, samlinger og legeaktiviteter
-
Redskaber til at understøtte børns regulering gennem piktogrammer, stemmeskalaer, problemskalaer m.fl.
Workshop 2: Grundlæggende introduktion til ICDP – International Child Development Program
v/ Anne Linder, chefkonsulent, Dansk Center for ICDP
Omdrejningspunktet i ICDP er de 8 temaer for godt samspil. Den professionelle benytter sin egen personlige og faglige dømmekraft i forhold til, hvordan og hvornår de 8 temaer anvendes til at udvikle relationer og samspil med børn og børnegrupper. Kom og hør om baggrunden for ICDP og om, hvordan du selv kan komme i gang med at arbejde med ICDP.
Workshop 3: Sensitivering af organisationer – implementering af ICDP i en folkeskole
v/ Per Hovmand, tidligere skoleleder, Mølleholmsskolen, nu distriktsskoleleder, Skovvejens Skole, Ballerup
Per har været skoleleder på Mølleholmskolen, som var udfordret af både lav trivsel og begrænset faglig løfteevne hos eleverne og dårlig trivsel blandt medarbejderne. Men hvordan vender man en negativ udvikling til noget bedre?
Skoleledelsen valgte at sætte fokus på de relationer, som er forudsætningen for trivsel og faglighed. Hele personalet blev uddannet i ICDP, grupper af forældre blev tilbudt relationsbaseret forældrevejledning, og skolen blev den første certificerede ICDP-institution i Danmark. Hør om ambitionen og de overvejelser, der ligger til grund for at anvende ICDP til at vende udviklingen i en folkeskole, og om de konkrete tiltag og de meget positive resultater for både trivsel og faglighed.
Workshop 4: Implementeringen af ICDP i dagtilbud i Tønder Kommune
v/ Yvonne Seibt og Mette Bundsgaard, områdeledere, Tønder Kommune
I Tønder Kommune har vi valgt at arbejde målrettet med ICDP som implementeringsstrategi for at skabe psykologisk tryghed og udvikle et fælles fagsprog, et fælles børnesyn og et fælles pædagogisk værdigrundlag. Alt pædagogisk personale i vores dagtilbud bliver undervist i ICDP niveau 1.
På workshoppen deler vi vores erfaringer med, hvordan vi arbejder med at omsætte og fastholde ICDP fra undervisning til daglig pædagogisk praksis, hvordan vi bevæger os fra personlige holdninger til fælles faglig viden, og hvordan vi arbejder med at fastholde fokus på børneperspektivet.
Workshop 5: UDL – Universal Design for Learning i skolen
v/ Marie Uldall, pædagogisk konsulent, Dafolo
Universal Design for Learning (UDL) er en tilgang, der fremmer fleksible og inkluderende læringsmiljøer. Tilgangen understøtter læreres og pædagogers arbejde med forskelligartede børnegrupper og inspirerer til at arbejde med flere didaktiske veje, der kan reducere børns barrierer for deltagelse. UDL er ikke en metode eller et færdigt didaktisk design, men en tilgang, der på en overskuelig og systematisk måde tilbyder konkrete didaktiske greb, som skaber større fleksibilitet. I denne workshop får du ny viden og praktisk inspiration til, hvordan inkluderende undervisning kan tage udgangspunkt i børns forskelligheder ved at tilbyde forskellige veje til indtryk, udtryk og motivation.
Workshop 6: Sampraksis og co-teaching i praksis – skab stærkere børnefællesskaber og fælles sprog i daginstitutioner og skoler med de professionelles tætte samarbejde
v/ Christian Søndermand Bro, pædagogisk konsulent, Dafolo
Begreberne sampraksis og co-teaching er de seneste år dukket op i det pædagogiske landskab i Danmark og er fortsat under udforskning og udvikling. Sampraksis og co-teaching handler om at kvalificere de professionelles samarbejde for at skabe stærke børnefællesskaber, der tilbyder deltagelsesmuligheder for alle børn.
Med sampraksis og co-teaching tager man det bedste fra specialpædagogikken og almenpædagogikken med det formål, at flere børn trives og lærer i de børnefællesskaber, de er en del af. Samtidig udvikles de professionelles praksis, når alle parter bidrager med viden, perspektiver og kompetencer for at nå fælles mål.
I workshoppen får du:
-
Et teoretisk fundament for arbejdet med sampraksis i dagtilbud og co-teaching i undervisningen
-
Vigtige fokuspunkter i arbejdet, der kan sikre, at sampraksis og co-teaching lykkes
-
Særlige pædagogiske vinkler på arbejdet med sampraksis og co-teaching, fx deltagelsesmuligheder, børneperspektiver, kollektiv mestring og psykologisk tryghed.
Workshop 7: Hvordan kan fagfolk styrke håb og resiliens hos børn og unge, når livet bliver udfordrende?
v/ Ida Skytte Jakobsen, centerchef, Dansk Center for Resiliens
At støtte børn og unge i mistrivsel er en fælles professionel opgave. Den kræver både viden, engagement og en oplevelse af sammenhæng på tværs af indsatser. Her kan en fælles forståelsesramme være afgørende.
I bogen Resiliensguiden: Om at arbejde med håb, resiliens og relationer (2025) præsenterer Anne Linder og Ida Skytte Jakobsen en konkret model og et rammeværk, der på tværs af professioner og sektorer kan styrke det fælles arbejde: Resiliensrammen med ICDP.
Modellen forener to tilgange, som ofte har været adskilt i den pædagogisk-psykologiske verden: Viden om resiliens og viden om relationer. Modellen peger dermed på den individuelle, relationelle og strukturelle resiliente bevægelser og konkrete handlinger, der kan give børn og unge adgang til ressourcer, relationer og fællesskaber, som understøtter deres positive udvikling.
Workshop 8: Empati i børnehøjde – materialer til børns arbejde med relationer og samspil i børnehave og indskoling
v/ Elise Linder, centerchef, Dansk Center for ICDP
Hvordan kan professionelle iværksætte aktiviteter med børn om relationer og samspil med udgangspunkt i ICDP?
En børnegruppe med stærke relationer kan skabe gode fællesskaber, hvor alle børn trives. Ved at arbejde med materialet Empati i børnehøjde får børnene et fælles sprog for empati, relationer og samspil i fællesskabet – og de får øje på de gode øjeblikke, stjernestunderne, som de oplever med andre.
Der er udviklet materialer til både børnehave og indskoling med de gennemgående figurer Relatuz og Empatine. Det er muligt at arbejde med Empati i børnehøjde som en selvstændig indsats i henholdsvis børnehave og i indskoling.
Det er også muligt på tværs af børnehave og indskoling, fx i forårs-SFO, ved at aftale, hvordan materialet i de to udgaver kan lette og forberede overgangen mellem institutionerne. På den måde får børnene et fælles sprog for gode relationer og godt samspil og dermed mulighed for både at beskrive og deltage i etableringen af nye fællesskaber, hvor alle trives.
|