5. NOVEMBER 2024 / HORSENS
Praksisnær PPR er på alles læber, men hvad er det, og hvordan gør I? Bliv skarp på, hvordan du sammen med dine kolleger i PPR kan udøve praksisnær PPR til gavn for alle rundt om den vigtige opgave med at sikre trivsel og læring i børns og unges hverdagsliv.
Forventningerne til og arbejdet i PPR ser forskelligt ud på tværs af landet, men fælles er, at det er en udfordring at lykkes med en pædagogisk psykologisk rådgivning, der skaber nok udvikling i praksis, hvor børnene er.
Praksisnær PPR er en tilgang til psykologisk og pædagogisk arbejde, der fokuserer på at integrere teori, forskning og praksiserfaring for at skabe meningsfulde og virksomme udviklingsbetingelser for børn og unge i deres dagligdag sammen med de voksne, der er omkring dem. Denne tilgang anerkender vigtigheden af at forstå og arbejde med den virkelige verden, som udgør børns, forældres, læreres og pædagogers hverdagsliv. Her forbindes teoretisk viden med den konkrete virkelighed, så den støtte, der gives, er relevant, meningsfuld og effektiv.
Det får du på temadagen:
- Et bud på, hvordan I i PPR kan kvalificere jeres praksis med viden og værktøjer med afsæt i den praksisnære tilgang, så I får flere handlemuligheder til at løse kerneopgaven.
- Hvad det vil sige at arbejde praksisnært i PPR, en større sikkerhed i at stå i et usikkert og komplekst felt og grundlag for et fælles sprog og begrebsapparat for det praksisnære PPR.
- Viden om aktuel forskning på det praksisnære PPR-felt
- Teoretisk viden om praksisnær PPR som situeret praksis
- Konkrete eksempler fra andre PPR-kontorers praksisnære arbejde
- Sprog og modeller for udviklingen af det praksisnære PPR-arbejde
- Konkrete eksempler og materialer fra andre PPR-kontorers arbejde med praksisnær PPR
- Lejlighed til at undersøge din egen praksis og identificere virksomme praksisnære tilgange her.
Målgruppe
Temadagen er for dig, der er optaget af PPR's udvikling, enten som medarbejder, der dagligt står med det praksisnære arbejde sammen med skoler og dagtilbud, eller som leder, der skal sætte retningen for det enkelte PPR-kontor.
Du arbejder fx som PPR-leder eller psykolog, pædagogisk konsulent eller har en anden funktion på forvaltningsniveau, hvor du har interesse i at udvikle samarbejdet i og omkring PPR.
Sådan foregår dagen
Temadagen består af en blanding af teoretisk viden og ideer til, hvordan den viden kan omsættes til praksis. Der vil desuden være praksisworkshops, hvor bidragsyderne vil give bud på og redskaber til at omsætte viden til praksis.
Program
9.00 – 9.30
|
Tjek-ind / kaffe, te og brød
|
9.30 – 9.35
|
Velkomst og intro til dagen
v/ Louise Vibech Frederiksen, pædagogisk konsulent
|
9.35 – 10.35
|
PPR på praksisnær rejse – med rygsæk og vandrestøvler
v/Anna Crawford Kromann og Katrine Tranum Thomsen
Oplægget giver et samlet bud på, hvad det praksisnære PPR-arbejde konkret retter sig mod, hvad der er virksomt i dette arbejde, og hvilke betingelser der skal være til stede for at kunne arbejde praksisnært. Oplægget præsenterer blandt andet de fund, der er gjort på tværs af kapitlerne i antologien Praksisnær PPR.
Målet er at give inspiration og lyst til at videreudvikle og styrke fælles viden, sprog og praksis på det enkelte PPR-kontor, i forvaltninger og i den bredere debat om det praksisnære arbejde.
|
10.35 – 10.45
|
Pause
|
10.45 – 12.15
|
Praksisnærhed i PPR – fra et forskningsmæssigt perspektiv
v/Thomas Szulevic og Sara Kirkegaard Jensen
I mange sammenhænge fremhæves en større grad af praksisnærhed som et ideal for PPR’s virke. Der mangler dog fortsat viden om, hvad det konkret indebærer at arbejde praksisnært i PPR. Med udgangspunkt i egen og eksisterende forskning på feltet kommer vi i dette oplæg med bud på, hvordan praksisnærhedsbegrebet kan forstås i en PPR-sammenhæng.
|
12.15 – 13.00
|
Frokost og fordeling i sessioner
|
13.00 – 14.00
|
Sessioner - første runde
Du deltager på en af følgende sessioner:
1. Ledelse af praksisnær PPR
v/Helle Mølgaard
I workshoppen vil der være fokus på, hvad det kræver af ledelsesopgaven i PPR, når forandringer omkring kerneopgaven skal forankres. Der gives bud på bæredygtig ledelse af opgaven med fokus et fælles værdigrundlag, fælles metoder og prioriteirnger af strukturer for samarbejder.
Målet er at give billeder på, hvordan ledelsesopgaven kan se ud både på indersiden i PPR, og i de vigtige samarbejder på ydersiden, som PPR indgår i med dagtilbud og skoler.
2. “To be the change you want to see in the world” – en workshop om mod, relation og meningsfuldhed i PPR-arbejdet
v/Tine Mølgaard
I workshoppen sætter vi fokus på betydningen af PPR-medarbejderen som rollemodel i samarbejdet med pædagoger og lærere gennem en blanding af konkrete greb, teori, eksempler fra praksis og deltagernes egne refleksioner. Håbet er at skabe små inspirerende forstyrrelser, ideer til konkrete prøvehandlinger og ikke mindst, at du som deltager føler dig endnu mere fagligt motiveret og modig, end da du kom. Workshoppen vil indeholde refleksion, dialog og øvelser.
3. Praksisnær udvikling af de mangfoldige læringsmiljøer mellem skole og PPR
v/ Christian Handberg Clift
En praksisfortælling om kulturudvikling i skolen og PPR, hvor du vil få et indblik i en inkluderende folkeskole fra det virkelige liv, som lykkes på mange parameter.
Du får eksempler på, hvilke resultater og forandringer vi har set, og hvilken betydning det har haft for eleverne, personalet på skolen og PPR’s medarbejdere. Du får også eksempler på, hvordan samarbejdet har udviklet sig i de specialpædagogiske tiltag i skolen, elevinddragelse, forældresamarbejde og -inddragelse, tidligere og forebyggende indsatser i stedet for brandslukning, ressourceallokering og det strategiske i maskinrummet hos ledelsen og PPR’s vigtige rolle i at skabe et fælles mindset hos personalet til en inkluderende praksis.
Det er ikke kun en rosenrød fortælling, men fortællingen om det lange seje træk, at arbejde med og ændre mindset i en hverdag, hvor økonomi, mistrivsel og flere diagnoser er en del af virkeligheden.
|
14.00 – 14.15
|
Kort pause og fordeling i sessioner
|
14.15 – 15.15
|
Sessioner - anden runde
Deltagerne vælger en af de tre sessioner.
|
15.45 – 16.00
|
Fælles afrunding og tak for i dag!
|
Vi forbeholder os ret til ændringer i programmet.
TID
Den 5. november 2024 kl. 9.00 - 15.30 (Ankomst med kaffe/te og brød kl. 9.00 - 9.30).
STED
Horsens
PRIS
Prisen er 2.198 kr. ekskl. moms og energi- og miljøbidrag pr. person.
Ved samlet tilmelding af tre eller flere deltagere får I 15% rabat.
EARLY BIRD
Tilmeld dig inden 3. september 2024,og få early bird-pris til 1.998 kr. ekskl. moms, energi- og miljøbidrag.
TILMELDINGSFRIST: 28. oktober 2024 (bindende tilmelding).
TILMELD DIG TEMADAGEN
OM UNDERVISERNE
Anna Crawford Kromann er psykolog i Aarhus Kommunes PPR, og hendes mål er at bidrage til at sikre trivsel og læring for alle børn og unge. Hendes opgave er at bidrage til at sikre et fagligt fundament – pædagogisk-psykologisk og organisatorisk – for skolers, dagtilbuds, forvaltningens og PPR’s samarbejde. Anna er faglig tovholder på kommunens arbejde med mellemformer og ”Skole for alle – almenklasser”. Hun står derudover for PPR’s interne kompetenceudviklingsforløb, Praksisnær PPR, og for aktionslæring på skoler. Anna har bidraget til flere bøger og artikler om mellemformer, Nest og problembaseret læring og sammen med Katrine Tranum Thomsen er hun forfatter til Praksisnær PPR (2024). Endelig er hun medlem af redaktionen bag Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift.
Katrine Tranum Thomsen er selvstændig psykolog og konsulent i dagtilbud og skole med en mangeårig baggrund i PPR som både betjenende psykolog og udviklingskonsulent. Hun arbejder primært med praksisnær kompetenceudvikling og understøttelse af læreres og pædagogers arbejde med børn i udsatte positioner. Katrine er forfatter og faglig redaktør på en række bøger og andet fagligt materiale inden for arbejdet med børnefællesskaber, blandt andet Nest programmet i Danmark (2018), Nest metoder (2019), Inkluderende fællesskaber (2014) og Inklusionsvejledning i dagtilbud (2014).
Sarah Kirkegaard Jensen er cand.psych., ph.d. og adjunkt i pædagogisk psykologi ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet. Sarah er bredt optaget af børn og unges deltagelsesmuligheder i uddannelsessystemet og har i den forbindelse forsket i forskelle og ulighedheder i etnisk blandede uddannelsesmiljøer. Aktuelt forsker hun i PPR og samarbejdet mellem pædagogiske psykologer og PPR-konsulenter, familier og fagprofessionelle fra skole og dagtilbud omkring børn i udsatte og ulige positioner i uddannelsessystemet. Hun har publiceret både nationalt og internationalt inden for de ovenstående områder.
Thomas Szulevicz er cand.psych., ph.d. og lektor i pædagogisk psykologi ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet. Aktuelt er Thomas leder af forskningssektionen Psyché (Psychology of Culture, Humanity and Education). Thomas er bredt optaget af in- og eks- klusionsprocesser i uddannelsessystemet og har i den forbindelse blandt andet forsket i PPR’s rolle i understøttelse af inkluderende undervisningsmiljøer, udarbejdelse af pædagogisk-psykologiske vurderinger (PPV’er) og det tværsektorielle samarbejde. Han har publiceret både nationalt og internationalt inden for de ovenstående områder.
Helle Mølgaard er kontorchef i PPR i Børn og Unge, Aarhus Kommune. Helle har 15 års ledelseserfaring – de seneste tre år fra PPR i Aarhus, hvor der kommunalt er tilrettelagt en politisk bevægelse mod Bredere Børnefællesskaber, som har betydning for PPR’s understøttelse af 0-18 års-området.
Tine Mølgaard er autoriseret psykolog og har arbejdet i PPR i perioden 2015-23. Tine er nu gået selvstændig og arbejder fortsat med opkvalificering af pædagogiske miljøer, undervisning, formidling og supervision til blandt andet PPR og andre dele af dagtilbuds- og uddannelsesområdet. Hun er derudover aktiv i debatten om PPR og børn og unge-området og er blandt andet en del af fagbladet Folkeskolens debatpanel og medforfatter på det åbne brev, der blev sendt til Christiansborgs politikere i august 2022 om de mangelfulde rammer for at skabe gode udviklingsvilkår i dagtilbud og skoler, som mere end 1.200 psykologer underskrev.
Christian Handberg Clift er skoleleder på Vestre Skole i Svendborg Kommune og uddannet folkeskolelærer med en diplom i ledelse og en master i offentlig ledelse med udgangspunkt i strategisk pædagogisk skoleledelse. Christian har bidraget til bogen Kulturudvikling i skolen – hvordan? (2015) og har sammen med Ingebjørg Mæland og Gro Emmertsen Lund skrevet et kapitel til den kommende antologi Specialpædagogik – Faglighed, fordybelse og deltagelse (in press).
***
Tilmeldingerne registreres i den rækkefølge, de modtages. Bekræftelse og faktura sendes efter tilmeldingsfristens udløb. Dafolo forbeholder sig retten til at aflyse konferencen/enkelte sessioner ved for få tilmeldinger. Vi gør opmærksom på, at tilmeldingen er økonomisk bindende fra tilmeldingsfristens udløb. Pladsen kan altid overdrages til en kollega.
Hvis en oplægsholder forhindres i at gennemføre oplægget af årsager, som ligger uden for Dafolos kontrol (f.eks. pludseligt opstået sygdom), vil vi forsøge at finde en anden oplægsholder, men kan blive nødsaget til at aflyse oplægget.