Gem dette til senere.

 

*
Send til mail!

Mange tak

3 centrale begreber i den nye, styrkede læreplan

13. juni, 2018

Det er spændende tider på dagtilbudsområdet – forslaget til en ny dagtilbudslov og dermed en ny styrket læreplan er for nyligt blevet vedtaget, og rundt omkring i landets dagtilbud skal læreplanen nu omsættes til konkret pædagogisk virkelighed.

Der har længe været fokus på kvalitet og på tidlig indsats. Ikke mindst på grund af den amerikanske økonom og nobelpristager James Heckman, der har vist, at det betaler sig at investere i de tilbud, børn får, når de er små. Men fokusset på kvalitet er også funderet i forskning, der viser, at en pædagogisk praksis af høj kvalitet virkelig kan løfte børns læring og udvikling – både faglig og socialt. 

Med den styrkede pædagogiske læreplan er det blevet mere tydeligt, hvilken retning arbejdet med at skabe høj kvalitet skal tage, blandt andet gennem læreplanens seks temaer. 

For første gang er der desuden blevet formuleret et fælles, pædagogisk grundlag, som er den såkaldte Master for en styrket pædagogisk læreplan (MBUL, 2016). Denne master udgør det fælles fundament og rammen for arbejdet med læreplanens seks temaer.

Vi skal her se nærmere på tre begreber, som står helt centralt i det pædagogiske grundlag.
 

1. Læringsmiljø

Læringsmiljø favner alle de situationer, børnene møder i dagtilbuddet eller dagplejen – alt det, der foregår i børnenes leg, i de aktiviteter, de voksne planlægger for dem, og i hverdagens rutinesituationer. 

Der er med andre ord ikke tale om et afgrænset tidsrum eller område, hvor der finder læring sted. Læringsmiljøet skal derimod forstås som de muligheder for deltagelse og læring, som barnet møder gennem alle hverdagens timer. Læringsmiljøet skal med andre ord forstås som både fysisk, psykisk, socialt og æstetisk. 

Med denne forståelse af læringsmiljøet bliver det klart, at de voksne spiller en afgørende rolle i at tilrettelægge stærke læringsmiljøer – på nogle punkter kan man endda sige, at de voksne ER læringsmiljøet. 


2. Læring

Læring forstås bredt i den styrkede læreplan. Det handler både om viden og færdigheder, om at lære nye ting og om at kunne begå sig socialt og udvikle sig følelsesmæssigt og kognitivt. 

For børn mellem 0-5 år kan læring og leg ikke adskilles, og legen bliver derfor den ”grundform”, hvorigennem meget læring finder sted. Det understreges også i den nye formålsparagraf for dagtilbud, hvor der står, at ”legen er grundlæggende og (…) der tages udgangspunkt i et børneperspektiv” (Lovforslag L160, § 7). 

Det handler således om at skabe gode betingelser for legen og for læringen i dagtilbuddets forskellige læringsmiljøer, så det enkelte barn har rig mulighed for at blive aktiv medskaber af egen læring og udvikling. 

”Læringen bor ikke i det enkelte barn,” har forsknings- og udviklingschef på VIA, Andreas Rasch-Christensen, sagt flere gange den seneste tid. Heri ligger netop den centrale pointe, at det ikke er det enkelte barn, vi skal udvikle og justere, men at det altid er de voksnes ansvar at tilrettelægge læringsmiljøer, der giver alle børnene de bedste betingelser for at lære, udvikle sig, trives og dannes.


3. Evalueringskultur

Evalueringskultur fremhæves i masteren som et element, der er med at til sikre en systematisk faglig refleksion og udvikling af praksis (MBUL, 2016, s. 19). Det pædagogiske personale skal løbende evaluere sammenhængen mellem læringsmiljøerne og børnenes udvikling, læring og trivsel. Er der nogle børn, som ikke finder deltagelses- eller læringsmuligheder i de læringsmiljøer, som I tilrettelægger for dem, så er det læringsmiljøerne, der skal justeres. Ved at få et systematisk blik på denne sammenhæng er grunden lagt for at opbygge en kultur, hvor hidtidige evalueringer og erfaringer indgår i overvejelserne over tilrettelæggelsen af læringsmiljøer fremover. 

Evalueringen har i sidste ende det formål at skabe bedre læringsmiljøer for alle børn, så opgaven er at sætte mål, dokumentere og evaluere og dernæst sætte nye mål. På den måde foregår der en vedvarende cirkulær bevægelse, hvor evalueringen bliver meningsfuld i forhold til den konkrete pædagogiske praksis.

Nu er bolden givet op fra ministeriets side, og henover de næste to år skal den styrkede læreplan realiseres i alle landets dagtilbud. Så skal disse nye tænkemåder gøres til nye handlemåder. Det kan gøres på mange forskellige måder, og arbejdet er allerede i gang flere steder. Men en ting er sikkert: Det er spændende tider på dagtilbudsområdet! 

God arbejdslyst! 



 

Hvad har du på hjerte?

 

 

*
*
*
*
*
Send!

Vi vender tilbage med et svar så hurtigt, vi kan!

Mange tak for din besked. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få gratis viden og nyheder direkte i din indbakke. Vi lover, du bliver inspireret.

Vælg dit interesseområde