Gem dette til senere.

 

*
Send til mail!

Mange tak

5 tips til kamp mod kedsomhed

24. maj, 2018

Hvorfor gå ”Til kamp mod kedsomhed” i skoler og ungdomsuddannelser?

Af Nanna Paarup, Nadia Holmgren, Louise Tidmand og Mette-Marie Ledertoug

Mere end hver fjerde elev keder sig, og det i en sådan grad, at det går udover både deres læring og trivsel. Selv om der er mange ildsjæle blandt lærere og pædagoger landet over, som gør en kæmpe indsats hver dag for at gøre plads til alle, er det tal så alarmerende højt, at vi har sat os for at dele den nyeste forskning til landets skoler og ungdomsuddannelser samt give vores bud på, hvordan I helt konkret kan gå til kamp mod kedsomhed - sammen. 

Der findes en række myter om kedsomhed. En af de mest udbredte er, at det er sundt at kede sig, da kedsomhed stimulerer til kreativitet. Den teori holder ikke i undervisningsøjemed. Når vi ser på landets skoler og ungdomsuddannelser omsættes den kedsomhed, der opstår i undervisningen, ikke til kreativ udfoldelse. Det skyldes blandet andet, at belønningen ligger i den passive udgave af kedsomhed. Der, hvor læreren ikke opdager eller behøver at agere på, at elever keder sig. En tillært adfærd, som skaber mindst opmærksomhed og irettesættelse.

Debatten må nuanceres, og der skal skelnes mellem den sunde kedsomhed og den usunde. Den sunde kedsomhed er kortvarig, sjælden og foranlediger nye idéer og kreative indfald. Den usunde kedsomhed - som er den, eleverne rapporterer i de seneste trivselsrapporter - er derimod langvarig og hyppig. Samtidig har eleverne hverken de nødvendige strategier eller handlemuligheder for at undslippe den. Det er den sidstnævnte usunde form for kedsomhed, der kan forårsage mistrivsel og potentielt være sundhedsskadelig, samtidig med at eleverne oplever skoletræthed og det fører til, at de opgiver at fortsætte på en ungdomsuddannelse. 


"Der findes en række myter om kedsomhed. En af de mest udbredte er, at det er sundt at kede sig, da kedsomhed stimulerer til kreativitet. Den teori holder ikke i undervisningsøjemed."
 

Det er først i de senere år, at forskning i kedsomhed for alvor har taget fart verden over, og det er derfor med afsæt i den nyeste forskning, at vi har valgt at gå til kamp. 

Trivselsmålinger fra Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM 2016, 2017) viser, at mere end 26 % af eleverne keder sig tit eller meget tit i skolen i dag. Vi ved også, at kedsomheden stiger særligt fra 4. til 9. klasse, og at drengene keder sig mere end pigerne. Udover DCUM’s undersøgelser viser en række andre undersøgelser primært internationale (Holmgren, Ledertoug, Paarup & Tidmand, 2018), at det står endnu værre til på ungdomsuddannelserne. Det er tal, vi ikke kan sidde overhørig, og det er vigtigt, at der sættes fokus på emnet og gøres en indsats for at ændre denne kedelige statistik. 

Vores våben i kampen mod kedsomhed er trivselsteorien PERMA, der er en del af Positive Education, hvor læring og trivsel vægtes ligeværdigt. Gennem arbejdet med PERMA øges de positive emotioner, engagementet, relationerne, meningen og giver mulighed for, at mestre. 

Det er ikke den enkelte lærer eller pædagog, der hverken kan eller skal arbejde med denne problemstilling alene. Det er en fælles opgave for hele skolen, årgangsteam, klasseteam og elever, hvis det skal gøre en afgørende forskel. Som alt andet i udvikling kræver det fokus. 

I bogen Til kamp mod kedsomhed præsenteres 90 øvelser, som bidrager til at reducere kedsomheden og øge PERMA på jeres skole. Så hvor skal I starte? Vi giver 5 enkle tips herunder og anbefaler at læse bogen, hvis I vil have yderligere inspiration.


5 tips til kamp mod kedsomhed

  1. Find ud af, hvordan det forholder sig på jeres skole. 
    I DCUM’s rapport varierer det fra 10 % til mere end 42 %, der keder sig. Nogle skoler har altså knækket koden i langt højere grad end andre. 

  2. Vær opmærksom på, hvordan I tolker elevernes reaktioner. 
    Hvis eleverne ruller med øjnene, sukker, kaster sig ind over bordet, falder i søvn, griner højlydt, hvisker, stirrer ud af vinduet, eller ikke hører efter kan det være tegn på andet end at eleverne er umodne, dovne eller ikke tager ansvar. Ved den type fortolkning risikerer vi at overse vigtig information. Og vi risikerer at overse de stille elever, der keder sig, mens de venter på at komme i gang, mens andre larmer, når stof og opgaver gennemgås, måske forstår de ikke opgaven, måske er indholdet enten for let eller for svært. 

  3. Involvér eleverne.
    Tal med eleverne om, hvad I sammen kan gøre, for at ændre på den kedelige statistik. I bogen Til kamp mod kedsomhed får du 90 konkrete øvelser til at arbejde med kedsomhed i skolen. 

  4. Gør en indsats, så PERMA øges. 
    Vurdér sammen med kolleger og elever, hvor meget PERMA, der er på jeres skole og i de enkelte klasser. Måske tegner der sig et billede af, hvor det vil være oplagt eller særligt effektfuldt at starte.

  5. Hold fokus og følg op.
    Som i al udvikling er der ikke tale om en hurtig løsning. Det at arbejde på, at læring og trivsel går hånd i hånd, kræver vedholdenhed, fokus og løbende villighed til at justere praksis. 

 

Hvad har du på hjerte?

 

 

*
*
*
*
*
Send!

Vi vender tilbage med et svar så hurtigt, vi kan!

Mange tak for din besked. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få gratis viden og nyheder direkte i din indbakke. Vi lover, du bliver inspireret.

Vælg dit interesseområde