Det er nogle af de spørgsmål, der adresseres i bogen Børns perspektiver i vuggestuen, der tager livtag med begreber om børns perspektiver og argumenterer for, at vi ikke kan forstå børns perspektiver og deres deltagelse ved alene at kigge på børnene, men at vi må kigge med børnene og ud i de sociale praksisser, som børnene deltager i. Det betyder, at børns perspektiver ikke alene handler om børnene, eller det som børnene udtrykker, men også om alt det, som omgiver børnene og udgør børnenes betingelser for at deltage med hinanden og med de voksne. At arbejde med børns perspektiver handler altså om at udforske, hvordan vuggestuebørn aktivt er medskabende af deres hverdagsliv i vuggestuen.

Bogen Børns perspektiver i vuggestuen er skrevet med afsæt i mit ph.d.-projekt Små børns fællesskabelse i en flertydig vuggestuepraksis (Munck, 2017) hvor jeg har fulgt små børns hverdagsliv i vuggestuen. Her blev det tydeligt, hvordan børnene hele tiden er i gang med at med at undersøge og forstå den sociale verden. De indgår i fællesskaber med hinanden, hvor de afprøver måder at være sammen på og lærer om, hvad det vil sige at gå i vuggestue. Pædagogerne er både optaget af at støtte børnenes udforskning af omgivelserne og af, at børnene lærer at indgå i vuggestuens større fællesskab med alt, hvad det medfører af social hensyntagen og krops- og tidsdisciplinering.

Noget af det som fylder i børnenes vuggestueliv, er deltagelsen i de forskellige hverdagsaktiviteter med de andre børn, for eksempel til samling og frokost og ude på legepladsen. Pædagogerne bestræber sig på at skabe aktiviteter, hvor børns perspektiver inddrages og børns deltagelse bliver forstået og modtaget som bidrag til det fælles vuggestueliv, men det er en vanskelig opgave. Som en af pædagogerne i bogen påpeger:

Pædagogerne i vuggestuen er opmærksomme på, at læring er en del af det hele hverdagsliv, samtidig med at der er aktiviteter, der fremstår mere ”faglige” og dokumenterbare, og som derfor får lov at tage plads fra andre aktiviteter. Det betyder, at der ofte opstår situationer, hvor børns deltagelse bliver til forstyrrelser af de pædagogiske dagsordner fremfor bidrag til den fælles aktivitet. Hermed ser det pædagogiske arbejde ud til at være spændt ud mellem at skabe gode deltagelsesmuligheder for børnene og samtidig leve op til faglighedsidealer, hvor dokumenterbare læringsaktiviteter værdsættes.

Også i det pædagogiske arbejde med tidlig indsats og opsporing af bekymringsvækkende børneliv er der fokus på at igangsætte interventioner, der kan dokumenteres. Flere af de pædagoger, som jeg har fulgt, fortæller om, hvordan det er vanskeligt at vurdere, hvornår børns udvikling er tilstrækkeligt bekymrende til, at der skal søges ekstern sparring i tværprofessionelle netværk. Samtidig oplever en del pædagoger, at de står alene i vurderingsarbejdet. Når pædagogerne står alene med ansvaret for vurderingsarbejdet, ser det ud til, at den nysgerrige og undersøgende tilgang til børns hverdagsliv fortrænges til fordel for problemudpegning og handleplaner. Det betyder, at pædagogerne stopper med at undersøge, hvad problemet handler om for barnet, for pædagogerne og for forældrene. I stedet igangsættes indsatser, der kan dokumenteres, således at pædagogerne kan vise omverdenen, at de har handlet i tide. For pædagogerne betyder det, at deres pædagogiske handlerum begrænses, og for børnene betyder det, at de voksne stopper med at prøve at forstå, hvad de vil. Dermed begrænses børnenes fælles mulighed for at undersøge og få indflydelse på hverdagen i vuggestuen.

Så hvad kan pædagogerne gøre, når de både skal arbejde med små børns perspektiver og samtidig med tidlig opsporing?

Det kortfattede svar er: Fortsæt med at udforske hverdagen med børnene og diskuter med jeres kolleger, hvordan I forstår børnelivet med alle dets nuancer og konflikter. Hvis vi vil arbejde relevant med tidlig indsats, må vi inddrage børns (og forældres) perspektiver på deres hverdagsliv og gøre arbejdet med tidlig indsats til et fælles anliggende mellem pædagoger, forældre og andre tværfaglige samarbejdspartnere. Det betyder, at vi som pædagoger må forpligte os på at bære viden om børnenes sammensatte hverdagsliv frem og ikke kan nøjes med at fokusere på barnet isoleret fra dets deltagelsesbetingelser.