I langt de fleste klasseværelser er det gængs praksis, at klassediskussioner organiseres ud fra monologiske principper, hvor det er læreren, der er formidleren af viden, og hvor eleverne deltager efter håndsoprækningsprincippet. Faktisk er det den mest anvendte undervisnings-metode overhovedet, og langt størstedelen af den tid eleverne er i skole, er det den form, de møder. Men denne monologiske form er ikke uproblematisk.

Her skitseres tre udfordringer ved det monologiske klasserum, der kan hæmme den demokratiske dannelse, og tre justeringer frem mod en mere dialogisk undervisning, der kan fremme den.
 

1. Lærere taler for meget

Det er velkendt, at lærere generelt taler alt for meget i forhold til eleverne, og taletiden øges i takt med, at eleverne i klassen bliver ældre. Der findes en rækker studier, der viser, at læreren i mange klasserum har ordet mindst to tredjedele af tiden, og at elevernes bidrag ofte kun består af enkeltord eller korte sætninger. I en nyligt afsluttet undersøgelse af 3.000 engelske læreres undervisning viste det sig, at læreren talte hele 89% af tiden (Nottingham, Nottingham, & Renton, 2016). I et sådant scenarie er det læreren, der er den aktive sprogbruger og ikke eleven. Samtidig ved vi, at elevernes mundtlige deltagelse er afgørende for deres læringsudbytte og for udviklingen af deres tænkning (Alexander, 2017). Derfor er det tiltrængt, at forholdet mellem det at tale og det at lytte ændres, så læreren taler langt mindre og lytter langt mere. 

Justering: Skru ned for lærerens taletid og op for elevernes, og sørg for, at alle eleverne får lige meget taletid.
 

2. Elevernes svar er for korte og overfladiske

De fleste lærere vil nok hævde, at de i en eller anden grad indgår i dialog med eleverne. Spørgsmålet er her, hvad der karakteriserer denne dialog. Formelt set er der tale om en dialog, så længe der er en interaktion mellem læreren og eleverne. Men i realiteten foregår samtaler i klasserummet ofte på en måde, hvor elevens rolle er reduceret til at ”fill in the blanks” i lærerens tale. Olga Dysthe, norsk professor i pædagogik, bruger begrebet ”monologisk dialog” til at beskrive dette scenarie (Dysthe, 1997), som de fleste nok kender fra deres egen skoletid. Denne tilgang ansporer eleverne til at reproducere en andens tænkning i langt højere grad end til at tænke selv. 

I monologiske undervisningsformer anvendes håndsoprækning typisk til en tilkendegivelse af, om eleven kender svaret på lærerens spørgsmål. Ofte er disse spørgsmål lukkede og inviterer kun eleverne til at give afgrænsede svar, der dokumenter paratviden eller be- eller afkræfter påstande. 

Justering: Stil flere åbne spørgsmål og anspor eleverne til at uddybe deres egne og kammeraternes svar.

3. Social skævvridning

Med håndsoprækning som metode bliver det et frit valg for eleverne, om de vil deltage eller ej. Det bliver de ekstrovertes legeplads, hvor særlige elever gives langt bedre deltagelsesmuligheder end andre. Kun en udvalgt gruppe elevers stemmer trænger igennem, mens andres forsvinder og nærmest bliver usynlige.

Nogle elever afskæres helt fra at deltage i undervisningen, fordi de ikke magter eller ikke har lyst til at indgå i den konkurrence om opmærksomheden, som håndsoprækning er. Den mundtlige deltagelse bliver altså en stærkt forskelssættende praksis, der kan resultere i social skævvridning. Når lærerne vælger de elever, der ved at række hånden op viser, de kan svaret, øges skellet mellem dygtige og svage elever. Nogle kalder det for ”uddannelsessystemets Mætthæus-effekt”: De, der deltager, bliver dygtigere, mens de, der undlader at engagere sig, går glip af muligheden for at forbedre sig. 

Justering: Find på alternativer til håndsoprækning, hvor alle har mulighed for at deltage. Brug fx Cooperative Learning-strukturer.

Således kom vi på sporet af et muligt svar på det indledende spørgsmål: Nej, skolens traditionelle undervisning fremmer ikke elevernes demokratiske dannelse. Tværtimod er den en uhensigtsmæssig model for, hvordan mennesker bør fungere i et demokratisk samfund, som skolen skal danne eleverne til ligeværdigt at kunne indgå i. Det kalder ikke bare på gentænkning, men på en egentlig omorganisering af undervisningen i retning af mere dialogiske former, der dyrker flerstemmigheden og mangfoldigheden.