Af Sophie Ellgaard Soneff, redaktionschef, Dafolo A/S

Hvis det ord, der dukker op på din indre skærm, er “samarbejde”, er du ikke anderledes end de fleste af de mange hundrede lærere, pædagoger, vejledere og skoleledere m.fl., der er blevet stillet dette spørgsmål de sidste par dage. Men her er det så, at Marilyn Friend må skuffe os med, at vi har det forkerte fokus.

Efter hendes mening har der været alt for stort fokus på de voksne – det er det, hun kalder “co-teaching 1.0”. Først når alle samtaler om co-teaching begynder at handle om børnene og om, hvordan co-teaching er en metode til at give børnene det, de har krav på, kan vi tale om en bæredygtig co-teaching-ordning, der understøtter inklusionsindsatsen – “co-teaching 2.0”.

Hvis I på jeres skole allerede er kommet i gang med co-teaching, kan du overveje, hvor meget af jeres co-teaching, der er planlagt efter, hvad de voksne gerne vil, hvem der fungerer godt sammen med hvem i en undervisningssituation, og hvordan det passer med skemaet – i forhold til hvor meget af jeres co-teaching, der er planlagt efter, hvad de specifikke elever i klassen har brug for.

Fra ”jeg, mig og mit” til ”os, vores og vi”

En anden udfordring, som Marilyn Friend peger på, er, at to voksne i klasseværelset mange steder betyder, at specialistens (vejlederen, pædagogen m.v.) faglighed opløses. Det gælder eksempelvis, er hendes pointe, når pædagoger er med i undervisningen, men kommer til at fungere som “Falck-reddere i ambulancemodellen”, hvor pædagogen – eller den anden specialist der er med som co-teacher – bruger al sin tid på at løbe fra elev til elev og sætte plaster på de læringsmæssige skrammer.

Det er hverken lærerens eller specialistens “skyld”, men det er et fælles ansvar dels at invitere den anden faglighed ind i klassen i et ligeværdigt samarbejde, og dels – som specialist – at være tydelig omkring, hvad man kan bringe til torvs for, at alle børn lærer.

I co-teaching bringer man to forskellige fagligheder – og dermed to forskellige optikker – ind i undervisningen. Noget vil være overlappende, men mange gange vil undervisningen blive beriget, netop fordi man kan supplere hinanden til gavn for børnenes læring og trivsel. En pointe er her, at co-teaching er intentionelt: Eleverne får noget forskelligt og specielt, fordi der er en anden faglighed til stede i rummet. Det indebærer i øvrigt, at vi må gå fra “jeg, mig og mit” til “os, vores og vi”. Det i sig selv kræver træning.

Der er aldrig tid nok…

Ud over træning kræver co-teaching også forberedelse, og en af de største bekymringer, når man skal i gang med co-teaching, er, at der aldrig er tid nok til planlægning. Men hvor meget tid bør man egentlig have til forberedelsen – og hvor finder man den?

Problemet er ifølge Marilyn Friend, at der ofte er meget store forventninger til den fælles forberedelsestid. Selvfølgelig skal der være ansigt-til-ansigt-planlægning, men det kan med fordel være i form af periodisk og intensiv makroplanlægning.

Et realistisk mål kan være at få fælles planlægningstid, fx en gang om måneden i 45 minutter – ikke nødvendigvis skemalagt. Her er det også vigtigt, at man så at sige er forberedt på forberedelsen i form af en detaljeret dagsorden med tidsangivelser, som følges slavisk på mødet, så man når igennem alle de temaer, man skal have diskuteret.

Herudover er løbende planlægning i skyen vigtig, fx i form af en delt kalender (Office 365, Google eller lignende), hvor man sammen skriver ind i de undervisningsplaner, der involverer co-teaching. Friend understreger i den forbindelse, at langt de fleste professioner bruger denne form for planlægning, og at man som co-teaching-partnere med fordel kan vænne sig til at bruge teknologien på denne måde, da det kan løse nogle af problemerne i forhold til forberedelse.

Anbefalinger til nye co-teachere

Virker det som en stor mundfuld? Læringsvejleder på Østbirk Skole, Rasmus Godsk, og pædagogisk leder på Dybkærskolen i Silkeborg, Jakob Møller, har en række anbefalinger til nye co-teachere, der måske kan resultere i, at det bliver en bedre oplevelse for alle:

• Start der, hvor der er god energi – spred de gode narrativer. Få dem, der lykkes med co-teachingen, til at holde oplæg på personalemøder.
• Skab en systematik i forhold til form og indhold. Lav eventuelt en handleplan.
• Vær bevidst om, at den ene kan noget, som den anden ikke kan. Og det går begge veje! Det kan nogle gange kræve en kulturændring, men her er det vigtigt at italesætte, at vi er her for at gøre hinanden bedre.
• Få sikret aftaler, hvis samarbejdet går skævt.
• Vær bevidst om, at du selv indtager en lærende position, og at fejl er en uundgåelig del af forløb.