For på en måde begynder det med sansen. Sansen for sig selv og de andre, naturen, kulturen og den helhed, vi er indlejret i. Det er lige dér, vi bliver til mennesker i en dannelsesproces, som netop er en proces og ikke et endeligt mål om at blive til et dannet menneske. Dannelse handler om at blive til nogen og ikke kun blive til noget – en livsrejse for både børn, unge og voksne.

Fordi vi bliver til i samspil med andre, er det afgørende, at de centrale rollemodeller i børn og unges liv har en forståelse for de menneskelige kapaciteter, der understøtter dannelse, og som er en forudsætning for læring. Og det skal ikke blot forstås, men også leves. Derfor er opmærksomhed, empati og resiliens kapaciteter i den personlig professionelle praksis. 

Det hele begynder med opmærksomhed

Vi fødes med en åben inkluderende opmærksomhed, mens den fokuserede opmærksomhed skal læres og trænes. Man kan kalde det en før-faglig læringskompetence, uden hvilken vi ikke kan lære, skabe og handle. Derfor har vi brug for omgivelser, der gør det muligt for os at koncentrere os og fastholde vores fokus over længere tid, så vi ikke bliver afledt af ydre og indre impulser. 

Vi lever i en tid, hvor en konstant kamp om vores opmærksomhed finder sted med en hjerne-, relations- og planetforandrende teknologi, der både giver ufattelige muligheder og endeløse distraktioner. Den kamp kan vi tabe, hvis vi ikke bevidst og målrettet understøtter vores evne til nærvær og opmærksomhed. 

Meget har handlet om at slukke mobiler, løfte blikket fra skærmene og holde op med at multitaske. Det er et godt sted at begynde, men lige så vigtigt er det at skabe ritualer, rutiner og rytmer, hvor nærværet og roen er til stede og kan mærkes. Det kan være at hilse med håndtryk og øjenkontakt, at trække vejret opmærksomt eller give massage, men også at indrette rummet, tilrettelægge aktiviteter, give feedback og være i dialogen på en måde, der inviterer til fordybelse og vedvarende opmærksomhed. 

Empati – civilisationens fundament

Empati er vores evne til at indleve os i andre og sætte os i andres sted. Altså både en følelsesmæssig og mental kapacitet, som har betydning for vores relationer og samspil med andre. Den emotionelle ubevidste afsmitning sker hele tiden, mens det kræver opmærksomhed at udvikle evnen til at forestille os, hvordan det er at være den anden. Denne evne til mentalisering begynder i førskolealderen og udvikles gennem livet – hvis den trænes og bruges! Vi bliver fx bedre til at skifte synsvinkel, når vi gennem fortællinger, rollespil, litteratur og dialog får indsigt i andres livsvilkår.

På samme vis kan vi også bevidst vælge at lytte udelt og opmærksomt til hinanden. Når det sker, danner vores hjerner mønstre, som er bemærkelsesværdige ens. Et sådant ”hjernemøde” får nogle forskere til at tale om ”én handling udført af to hjerner” (Ricard, 2015). Denne affektive afstemning, hvor man tuner sig ind på hinandens intentioner og følelser, er central for tillid og afspændthed i læringssituationer. 

Og det virker i det pædagogiske rum. Resultaterne fra et stort udviklings- og forskningsprojekt viser, at de lærerstuderende, som har trænet nærvær, empati og relationskompetencer, står meget stærkere i rummet og reflekterer dybere over deres rolle. De er opmærksomme på relationer og kan reagere hurtigt på det uventede, og de kan bevare roen i vanskelige situationer (Nielsen & Laursen, 2016). De er blevet resiliente.

Resiliens læres i resiliente miljøer

Resiliens er kapaciteten til at klare forandringer og at fortsætte med at udvikle sig. Det er at overkomme livets udfordringer, noget, vi også forbinder med livsduelighed, vedholdenhed modstandskraft og ukuelighed.

Resiliens læres i resiliente miljøer; ikke nødvendigvis ved at man eksplicit forsøger at lære barnet at blive mere resilient. Det synes snarere at handle om måden, hvorpå den voksne er sammen med børnene, samt om den fælles praksis i klasserummet (Tough, 2016). Dermed er vi tilbage ved den professionelles gøren og væren i rummet. For det er gennem den voksnes nærvær, empati og klasserumsledelse, at eleverne hver for sig og sammen opbygger resiliens. Børnene skal i praksis mærke, hvordan miljøer, der fremmer trivsel for alle, kan opbygges og vedligeholdes. En viden, de kan tage med sig, når de forlader skolen.

Professionelle læringsteams som træningsbane

De tre grundlæggende kapaciteter: 

1. opmærksomhed og nærvær

2. empati og relation

3. resiliens og bæredygtighed skaber et samlet fundament for dannelsesprocessen. 

Et godt sted at starte er i de professionelle læringsteams ved gennem dialog at sætte fokus på kapaciteternes betydning og siden bruge teamet som træningsbane. Så kan man stå i læringsrummet som en klar og tydelig rollemodel. 

Kapaciteterne er indlejret i hele ens professionelle væren og gøren – både i forberedelsen, i læringsrummet og i den efterfølgende refleksion. I alle faser kan samarbejde og sparring i teamet og med ledelsen understøtte den enkelte og fællesskabets udvikling.
 

Litteratur:
Nielsen, A. M., & Laursen, P. F. (2016). Relationskompetence og klasseledelse i læreruddannelsen. I: Skibsted, E., & Matthiesen, N. (Red.), Relationskompetencer i læreruddannelse og skole (s. 43-70). Frederikshavn: Dafolo.
Ricard, M. (2015). Altruism: The power of compassion to change yourself and the world. London: Atlantic Books.
Tough, P. (2016). How kids learn resilience. The Atlantic, juni.