Marie kryber sammen under jakkerne i entreen, mens mor forsøger at få skoene på hende. Mor begynder også at græde, og far bliver sammenbidt. Han er presset, for han skal ud af døren nu for at nå på arbejde til tiden. Det ender med, at mor ringer til sit arbejde og beder om en afspadseringsdag. En fridag mere – oven i alle dem, hun i forvejen har taget de sidste måneder. Det bliver ikke ved med at gå, og hun er bange for at miste sit arbejde. Det tager et par timer for Marie og mor at komme sig over morgenens dramatiske begivenheder, men derefter er Marie glad resten af dagen.

Hverdagen i Maries familie er belastet, og de har stærkt brug for dygtige professionelle, som kan hjælpe dem videre i livet – med skolen som en fast bestanddel af Maries hverdagsliv. De professionelle kan være Maries lærere, pædagoger i hendes SFO, skolelederen, inklusionsvejlederen, AKT-teamet eller måske psykologen fra PPR. Hvis der ikke er hjælp nok her, kan Maries familie på eget initiativ, og for egne midler, opsøge en børne- og ungepsykologisk klinik, som kan hjælpe dem. Det var her, jeg mødte Marie og hendes familie og arbejdede med dem i et længere terapeutisk forløb, som hjalp Marie tilbage til skolen.

Det er ingen enkel sag at hjælpe børn, som ikke kan gå i skole, for der er tale om komplekse og dynamiske problematikker, som er indlejret i og flettet ind i børns hverdagsliv, skoleliv, familieliv og ikke mindst børnenes indre liv. Det hyperkomplekse i skoleudfordringerne gør det vanskeligt at beskrive problematikkerne enkelt og kortfattet og samtidig nå omkring alle de kringlede detaljer, der kan gøre sig gældende for det enkelte barn og den enkelte familie. På dansk har vi ikke mange bøger om det fænomen, som man ofte kalder skolevægring og andre gange taler om som skoleangst, elevfravær, skolefravær – og i gamle dage skolefobi. Alle disse betegnelser dækker over det fænomen, at et forholdsvis stort antal børn i perioder af deres liv ikke kan gå i skole.

Bekymrende stigning i skolefravær

I Danmark ser vi en stigning i antallet af børn, som ikke kan gå i skole. Udfordringerne med at gå i skole skal forstås som problematikker på et kontinuum, som omfatter varianter af fravær, lige fra barnet, som en gang imellem forsøger at undgå at gå i skole, men alligevel kommer af sted hver dag, til barnet, som i årevis ikke har været i skole. Imellem disse yderpoler findes utallige varianter af fravær. 
 

Vi ser børn, som mister troen på, at de voksne kan (og måske vil) hjælpe dem. Voksne, som ikke forstår dem, og som forsøger at presse dem til noget, som sætter hele deres system i alarmberedskab.
Registreringen af skolefravær er vanskelig og uensartet selv i et lille land som Danmark. I forskellige kommuner og på skolerne internt registreres fraværet forskelligt. Vi har derfor ikke præcise opgørelser over skolefraværet på landsplan, men Styrelsen for It og Læring under Undervisningsministeriet anslår, at 14,7 procent af eleverne i folkeskolen havde mere end 10 procent skolefravær i skoleåret 2017/2018.

Det er et stort antal børn, og da vi ved, at manglende skolegang korrelerer med vanskeligheder med senere at gennemføre en ungdomsuddannelse, er der grund til at bekymre sig og forsøge at hjælpe børnene så tidligt i forløbet som muligt, når de i perioder i deres liv ikke kan gå i skole.

Der er forskel på at ville og at kunne

Når jeg her understreger, at børnene ikke KAN gå i skole, er det, fordi der er stor forskel på at ville og at kunne. Nogle ganske få børn er uinteresserede i skolen. De gider ikke, synes, skolen er kedelig, og vil hellere lave andre ting. Disse børn går under den kategori, som Havik (2019) betegner børn, der pjækker. Personligt har jeg aldrig mødt den type børn. De børn, jeg møder i mit terapeutiske arbejde med børn og forældre, er alle børn, som falder i to kategorier:

• De børn, som ville ønske, de kunne gå i skole (cirka 90 procent af alle de børn, jeg har arbejdet med).
• De børn, som ville ønske, at skolen ikke fandtes (cirka 10 procent).

For begge kategorier af børn er det sådan, at de typisk starter med at sige, at de ikke vil i skole, men når man spørger ind til, hvad de tænker, føler og oplever, viser det sig, at de ikke kan. De KAN ikke, fordi de som Marie får ondt i maven og kvalme, de kan blive bange for at kaste op, eller de føler, de ikke kan trække vejret, de ryste og føler sig svimle. Nogle børn beskriver, at de ikke kan få deres ben til at gå ind på skolens område. Kort sagt: De udviser alle de klassiske fysiologiske tegn på angst.

”Jeg ville ønske, jeg kunne gå i skole”

De fleste af de børn, jeg arbejder med, beretter om gode klasser, gode venner og gode lærere, så de ville virkelig ønske, de kunne gå i skole. Andre børn har skoleoplevelser i bagagen, som gør det svært for dem at tro på, at de kan komme tilbage til skolen. De har ofte følt sig voldsomt påvirket af vrede lærere, som råber og skælder ud, kaos og larm i klassen og uforudsigelige skoledage med mange vikarer. Om dette er ”sandt”, ved vi ikke, men det er den oplevelse, som børnene fortæller om, og de oplever som følge af dette, at skolen er et truende sted, som de ville ønske, de ikke skulle hen til. Mange af netop disse børn har oplevet uforstående lærere, som forsøgte at få mor eller far til at slippe barnet hurtigt, eller skoleledere, som forsøgte med en ordning, hvor barnet kunne blive afleveret på kontoret i stedet for i klassen. I nogle tilfælde forsøger man at give barnet ekstra hjælp i form af en pædagog fra SFO’en, som kan tage imod barnet om morgenen i en tidsbegrænset periode.

For mange børn er det en rigtig god ordning, og for nogle er det præcis det, der skal til, for at de kommer tilbage i skole. Men for andre børn er udfordringerne ikke løst, når hjælpen efter nogle uger eller måneder trækkes tilbage. Barnet kan derfor opleve sig misforstået og svigtet af netop de voksne, som skulle passe på det.

Skolefravær er et fælles ansvar

Samtidig er de professionelle i et dilemma: Maries lærer skal hjælpe Marie ind i klassen, samtidig med at hun skal tage sig af og begynde undervisningen for de andre 24 elever i klassen. Hun ser ikke, hvor meget Marie, mor og far kæmper derhjemme om morgenen, og når det endelig lykkes for Marie at sige farvel til mor og komme med ind i klassen, er Marie rigtig god til at holde masken: Hun viser ikke, hvor utilpas hun er, men bliver bare meget stille. Maries lærer har derfor det indtryk, at når mor først er gået, så går det fint med Marie, og konklusionen er derfor, at jo hurtigere mor går, jo bedre for Marie. Maries skoleleder skal holde nøje styr på skolens begrænsede timeressourcer og må afveje, hvor meget tid der kan afsættes til at hjælpe Marie. Den tid, der er til rådighed, er desværre langtfra altid nok.

Vi ser derfor børn, som mister troen på, at de voksne kan (og måske vil) hjælpe dem. Voksne, som ikke forstår dem, og som forsøger at presse dem til noget, som sætter hele deres system i alarmberedskab. Der er ikke noget at sige til, at Marie siger, at hun ikke KAN gå i skole.

Men årsagerne til skolefravær ligger sjældent udelukkende hos børnene (eller familien), og selv hvis de gør, så ligger løsningerne aldrig kun hos børnene – det kan ikke kun være barnets eget ansvar at komme tilbage til skolen. Der er nødt til at være samarbejde med skolen, og skolen er nødt til at yde en særlig indsats, som den naturligvis skal være klædt på til at kunne yde.
 

Kilder: 

Havik, T. (2019). Skolefravær – at forstå og håndtere skolefravær og skolevægring. Frederikshavn: Dafolo.

Styrelsen for It og Læring (November, 2018). Notat om elevfravær i folkeskoler 2017/18. https://www.stil.dk/-/media/filer/uvm/stat/pdf18/181107-notat-elevfravaer-2017-2018.pdf