Af Henrik Stockfleth Olsen
Data giver sjældent ret meget mening i sig selv. Hvordan kan man f.eks. forholde sig til, at en skoles tre 9. klasser fik et gennemsnit på 7,4 ved folkeskolens afgangsprøver i mundtlig dansk? Eller at 30 procent af en klasses elever svarer, at de er helt enige i, at undervisningen er kedelig? Eller at fraværet er på 7 procent på 6. årgang?
De fleste af os er faktisk ret hurtige til at finde umiddelbare forklaringer på de data, som vi bliver præsenteret for – og handle ud fra de forklaringer. Vi opfatter noget, og så skaber vi mening med det i forhold til de forforståelser og grundlæggende antagelser, som vi i forvejen har om verden, og vi går ubevidst efter at få bekræftet vores antagelser om verden. Begrebet kaldes i psykologien for ”confirmation bias”, og det bidrager bl.a. til, at vi i det daglige kan handle hurtigt og komme gennem en helt normal arbejdsdag. Det betyder desværre også, at vi ubevidst går efter data, som bekræfter vores forståelser af verden – og ignorerer de data, som ikke stemmer overens med vores verdensbillede.
Så vi vil ofte være i stand til på stående fod at komme med en eller anden forklaring på ovenstående data, og som giver mening for os. Det er bare ikke sikkert, at forklaringen holder.
Meningsskabelse – et fælles anliggende
Data kan altså godt ”give” mening. Men man kan også tale om at ”skabe” mening med de data, som man har til rådighed. Når vi ser noget, som ikke svarer til vores fortællinger, kan vi i fællesskab gå på jagt efter bedre at forstå det, som vi ser, og stille kritiske spørgsmål til vores egne grundlæggende antagelser.
Det kræver bare, at vi beslutter os for at gøre det. Det er nemlig væsentlig mere anstrengende end vores mere intuitive beslutningssystem. Men det er hele anstrengelsen værd, når man tænker på, at arbejdet med data ofte ender i beslutninger, som får ret afgørende betydning for eleverne i skolen. Hvis vi ikke er grundige i vores analyser af, hvad data kan vise os, kommer vi til at løse de forkerte problemer.
At gå foran
Kultur spiser som bekendt strategier til morgenmad. Derfor kan man have nok så mange forestillinger om, at man kan nå mål og bruge data til at se, om målene er nået. Blot er det sådan, at hvis man ikke har en undersøgende kultur, hvor man i fællesskaber kontinuerligt kigger på data for at lære og blive klogere, så bliver data misbrugt, ikke brugt eller måske ligefrem afvist.
Heldigvis findes der tænketeknologier og værktøjer, som kan sætte beslutningstempoet ned, og som i en inddragende proces giver plads til flere vidensformer i arbejdet med at skabe mening i data: Data for elevers læring og trivsel, de professionelles viden og forskningsviden.
Men vigtigst af alt er, at ledelsespersoner som sociale rollemodeller går forrest og deltager direkte i de professionelle læringsfællesskabers arbejde med meningsskabelsen, når data kommer på bordet.
Hør Henrik Stockfleth Olsen fortælle om værktøjet ”Anvendelsesskemaet”.