Gem dette til senere.

 

*
Send til mail!

Mange tak

Presse

Dafolo-koncernen udbetaler igen en bonus til alle medarbejdere

25. juni, 2015

Finansåret 2014/15 slutter den 30. juni 2015 i Dafolo-koncernen. Da 2014/15 har været et godt år for virksomheden, har bestyrelsen for Dafolo A/S på sit møde den 15. juni 2015 besluttet at uddele en bonus på 10.000 kr. til alle medarbejdere på Dafolo.

Bonussen på 10.000 kr. er ens for direktøren, de senest ansatte, medarbejdere i fleksjob, fuldtidsansatte og medarbejdere, der arbejder på nedsat tid, fordi de alle har ydet en stor og fælles indsats i forhold til at gøre Dafolo til en attraktiv leverandør og samarbejdspartner. Bonussen vil blive udbetalt sammen med lønnen for juni 2015, så der er et ekstra tilskud til sommerferien for medarbejderen og vedkommendes familie. Det er andet år i træk, at Dafolo kommer ud med et rigtigt flot økonomisk resultat og anden gang, at bestyrelsen anerkender den store indsats, virksomhedens medarbejdere har ydet, med udbetaling af bonus.

Bag det flotte resultat ligger en solid præstation af alle virksomhedens afdelinger, der har arbejdet benhårdt for at skabe vækst ved at udvikle nye produkter, sikre høj kvalitet, yde professionel kundeservice og effektivisere interne arbejdsgange. En sådan indsats kræver et godt samarbejde på tværs af afdelinger og rammer, der i dagligdagen, er med til at skabe en god stemning. Kulturen i virksomheden giver således store frihedsgrader til den enkelte medarbejder i tilrettelæggelsen af sin egen arbejdsdag. Hertil kommer en række personalegoder som egen kantine, massageordning, sundhedsforsikring og en aktiv personaleforening. Desuden har Dafolo for nylig afholdt en familiedag, hvor medarbejdere med familier var inviteret til et stort heldagsarrangement. Alt sammen er det med til at gøre Dafolo til en attraktiv arbejdsplads.

Et år med store investeringer
Alle forretningsområder har været præget af travlhed i året, der er gået. Dafolo har opkøbt og integreret virksomheden Jypa ApS og flyttet trykkeri og lager til Frederikshavn. Der er investeret i nye produktionsplatforme til den grafiske forretning. Et tredje fjernlager er taget i brug, og der er investeret i nyt stregkodeudstyr til lageret. Virksomhedens forlag har afholdt fire internationale konferencer med professor John Hattie og en lang række andre internationale konferencer, f.eks. med professor Vivian Robinson fra Australien. Derudover har Dafolos digitale forretningsområde moderniseret sine it-platforme til kommunale selvbetjeningsløsninger og løsninger til kommunal administration, så virksomheden i dag leverer topmoderne state-of-the-art it-løsninger, der er ”second to none”. Og i løbet af året har Dafolo øget sin omsætning til kunder i Norge og i Sverige. På trods af de massive investeringer er det lykkedes Dafolo igen i år at opnå et rigtig godt økonomisk resultat.

Det høje aktivitetsniveau i virksomheden forventes at fortsætte. En lang række initiativer er igangsat, og der er planer for udvikling og vækst inden for alle forretningsområder. Fremtiden tegner derfor lys oven på mange års fokus på at etablere et solidt fundament for forretningen.

Kort om Dafolo
Dafolos forretningsområder omfatter Dafolo Grafisk, Dafolo Forlag, Dafolo Lager og Dafolo IT, og virksomheden har i dag knap 90 medarbejdere med hovedkontor i Frederikshavn samt fjernlagre på Suderbovej, H.C. Ørstedsvej og Hobrovej. Dafolo har desuden kontor i København og Fredericia. Dafolo A/S er ejet af en erhvervsdrivende fond, hvis primære formål er at bevare og udbygge arbejdspladser med udgangspunkt i Frederikshavn kommune. Dette er til fulde lykkedes i 2014/15, hvor virksomheden har øget antallet af medarbejdere med 15 nye kolleger.

Vil du vide mere?

Hvad har du på hjerte?

 

 

*
*
*
*
*
Send!

Vi vender tilbage med et svar så hurtigt, vi kan!

Mange tak for din besked. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få gratis viden og nyheder direkte i din indbakke. Vi lover, du bliver inspireret.

Vælg dit interesseområde