Virksomheder får, med Digital Post 2 (kontrakten som gælder fra primo 2016), mulighed for at sende Digital Post via web service-kald. Jeg har gjort mig nogle overvejelser omkring det at sikre, at man opnår god, dyb integration mellem Digital Post og fag- og ESDH-systemer. I virkeligheden er det primært myndigheder jeg tænker på her, idet myndigheder i Digital Post-universet kan optræde både som myndigheder og som virksomheder.
Mange myndigheder har i dag integration til Digital Post, men med de nye DP2-snitflader kommer der nogle muligheder som det er værd at overvejet at udnytte.
Dette her er kompliceret. Men jeg prøver.
En myndighed skriver via Digital Post til en virksomhed.
Virksomheden svarer tilbage.
Hvis myndigheden har forsynet sin Forsendelse med de rigtige metadata, så vil svaret fra virksomheden indeholde de samme metadata. Og derfor kan myndigheden nu knytte sin Forsendelse sammen med den Meddelelse som er virksomhedens svar.
Det betyder at Myndigheden i sit fagsystem (eller ESDH) kan have dokumentation for at der er sendt, og når svaret kommer, så kan dette sættes ind det helt rigtige sted - ved siden af det der blev sendt til virksomheden.
Hvis myndigheden nu ønsker at fortsætte samme tråd, kan det naturligt ske med udgangspunkt i svaret fra virksomheden. Og Myndigheden kan igen forsyne sin Forsendelse med metadata som kommer tilbage når virksomheden svarer tilbage.
Nu vender vi lige billedet om. Vi tager udgangspunkt i virksomhedens oplevelse. Og nu er vi henne forbi sommerferien 2016, så vi har adgang til nye snitflader som beskrevet i DP2-kontrakten.
En virksomhed modtager via Push-aflevering en Meddelelse fra myndigheden. Virksomheden gemmer Meddelelsen i et ESDH(-lignende) system. Virksomheden vil svare, og sikrer at tråd-metadata som blev modtaget i Meddelelsen kommer med i den Forsendelse som man vil sende. Forsendelsen sendes gennem den ny-åbnede forsendelsessnitflade. Og virksomheden gemmer sin Forsendlelse ved siden af, knyttet til, den Meddelelse som man svarede på. Myndigheden får virksomhedens svar, journaliserer den ind i sit fag- (eller ESDH-) system.
Myndigheden vælger at svare på det som virksomheden skrev, og sikrer at tråd-metadata kommer med i det man skriver. Og igen vil virksomheden modtage en Meddelelse, og fordi der er tråd-metadata i det som virksomheden modtager, kan Meddelelsen igen knyttes rigtigt ind i virksomhedens fagsystem.
Og nu kommer så det som komplicerer forståelsen det lidt. En myndighed kan optræde som virksomhed.
Så i vores eksempel kan myndigheden der starter hele kommunikationen f.eks. være Udbetaling Danmark der skriver til Frederikshavn kommune - til kommunens CVR-nummer.
Frederikshavn kommune optræder altså som virksomhed. Og når Frederikshavn kommune svarer på Udbetaling Danmarks Meddelelse, så optræder kommunen stadig som virksomhed og sender fra sin virksomhedspostkasse.
Faktisk er det sådan, at hvis en myndighed har brug for at sende Digital Post til en anden myndighed, så er der kun én mulighed: Modtageren skal være en virksomhed. For det er hvad Digital Post-platformen tilbyder.
Det der er beskrevet ovenfor er kun muligt fordi der i DP2 kommer mulighed for at en virksomhed kan sende gennem snitfladerne.
Når vi taler om DP1-snitfladerne, så findes der for en virksomhed kun én måde at besvare Digital Post: Ved at logge på med en browser på virk.dk, finde Meddelelsen, og trykke på svar-knappen. I et UI som ligner det vi som privatpersoner kender fra borger.dk eller e-boks.dk.
Jeg er ret sikker på, at myndigheder som modtager Digital Post i dag - fra en anden myndighed - ikke logger på virk.dk for at svare.
Jeg vil helt bestemt mene, at man i stedet "skifter hat". Man vælger at sende som myndighed til den orginale myndighed, men hvor den originale myndighed nu optræder som virksomhed.
Og det koster så noget på funktionalitet: Tråd-oplysningerne forsvinder.
Jeg kan forsøge at skrive de tråd-informationer som jeg fik fra myndighedens Meddelelse ind i min Forsendelse, men det vil ingen effekt have.
De mekanismer som er indbygget i Digital Post snitfladerne til understøttelse af dialogtråden i en udveksling af Digital Post Meddelelser forventer at man ikke "skifter hat". Så hvis tråde skal virke skal man svare tilbage på samme kanal som man modtog en Meddelelse på.
Forsøger man at berige en udgående (myndigheds-)Forsendelse med tråddata fra en Meddelelse modtaget i rollen som virksomhed, så vil modtageren ikke få disse tråddata.
Korrekt:
Myndighed->Virksomhed->Myndighed.
Ikke korrekt:
Myndighed->Virksomhed (skift hat) Myndighed->Virksomhed